Ledige stillinger

Ledige stillinger

Glas – Museet for glaskunst søger en driftsansvarlig

Vil du arbejde på et smukt museum lige ud til Ebeltoft Vig? Vil du være med til at udvikle et ambitiøst og nytænkende kunstmuseum sammen med et team af gode kollegaer og 30-40 frivillige?

Stillingen

Vi søger en driftsansvarlig, der kan håndtere både strategiske og praktiske opgaver. Du vil være ansvarlig for museets daglige drift, butik, reception, frivillige, bygninger, salg og bæredygtighed.

Vi leder efter et empatisk menneske, som er dygtig til at opbygge stærke sociale relationer og trives i en hverdag med mange forskellige opgaver med alt fra innovativ udvikling af museets kommercielle forretning til frivilligledelse, vagtplaner, oplevelsesdesign, kundeservice, vedligehold og bæredygtighed.

Som driftsansvarlig står du for Glas BUTIK og webshop med salg, indkøb, produktudvælgelse, prissætning, kassesystem, kommunikation, indpakning, forsendelse, produktsamarbejder og sparring om museets produktion i Glas VÆRKSTED. Vi leder efter et ordensmenneske med sans for systemer, forstand på salg, interesse for designtendenser og æstetik samt evne til at effektivisere museets drift.

Ansøgningen skal helst indeholde et kort pitch for, hvordan du vil udvikle butikken og webshoppens sortiment. Gerne med visuelle reference eller henvisning til konkrete produkter.

Den driftsansvarlige håndterer også museets bygninger og udendørsarealer, herunder rengøring, dekoration, belysning, tekniske installationer og vedligehold.

Den driftsansvarlige står også for museets bæredygtighedsindsatser og bidrager til udviklingen af en klimaneutral praksis. Kendskab til bæredygtighed er en fordel, men kan også tilegnes gennem efteruddannelse.

Om museet

Glas er et af de vigtigste museer for glaskunst i verden. Med over 1600 værker fra over 50 lande forvalter vi en unik samling af kunstværker i glas, som er indsamlet fra samtiden siden museets stiftelse. På årsbasis har museet 35.000-40.000 besøgende.

Museet skiftede navn fra Glasmuseet Ebeltoft til Glas i 2023. I samme ombæring har museet skærpet sin profil og lanceret sig selv som en ambitiøs samtidskunstinstitution.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er protektor for museet.

Du tilbyder

Du har en relevant uddannelse eller flere års erfaring i lignende stillinger.

Du er struktureret og kan holde overblik over mange forskellige opgaver.

Du taler og skriver dansk og engelsk. Andre sprog er en fordel; Oplys derfor gerne om sprogkundskaber i ansøgningen.

Du bor i eller i nærheden af Ebeltoft eller er indstillet på at flytte hertil kort tid efter ansættelse.

Du har gode digitale kompetencer. Oplys dine digitale kompetencer i ansøgningen med oplistning af konkrete softwareprogrammer og tjenester. Erfaring med Word og Excel er et krav. Det er en fordel - men ikke et krav - at have erfaring med kassesystemer, Adobe programmer og digital markedsføring.

Vi tilbyder

Museet tilbyder en social arbejdsplads med stor fleksibilitet, spændende omgivelser og varierende arbejdsopgaver. Du bliver en central del af museets administration og bliver involveret i den strategiske udvikling af museet.

Vi tilbyder en fastansættelse på 37 timer med løn efter aftale samt pensionsordning og sundhedsforsikring. Ansøgning sendes og henvendes til direktør Mikkel Hammer Elming, mikkel@glaskunst.dk

Ansøgninger modtages senest 1. december, gerne før. Ansættelsessamtaler afholdes løbende og vil foregå på dansk og engelsk.

Ansættelse 1. februar 2025 eller hurtigst muligt derefter.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Mikkel Hammer Elming på telefon +45 42 54 52 50.