GLASSY EYES

Tove Storch

23.11. 202409.03. 2025

Lad dig betage af helt nye værker i glas skabt af den anerkendte danske billedkunstner Tove Storch, som gennem det seneste halve år har udforsket det både skrøbelige og sprængfarlige, flydende og faste materiale.

Glas som kunstnerisk materiale er et nyt bekendtskab for Tove Storch, men tag ikke fejl. Den danske billedkunstner er en uovertruffen erfaren materialeudforsker. I en årrække har hun skabt skulpturer, der demonstrerer helt unikke undersøgelser af forskellige materialers egenskaber. Særligt metal, gips, papir og tekstil og deres indbyrdes forhold har optaget Tove Storch igennem mange år. Hvordan materialerne arbejder sammen eller yder hinanden modstand. Hvordan de spænder op, strækker sig, kollapser eller giver efter.

I Glassy Eyes strækker Tove Storch glasset til sit yderste og materialet får lov at fortælle sin egen iboende historie, når huller efter værktøjet bliver til pupiller med kig til dybet inde bagved.  

Et centralt tema for Storchs nye glasværker er kroppen som beholder og formgiver til sindets bevægelser. Store, blodrøde dråber, tårer og blanke øjne, runde kugler, hinder og lange buer vækker igennem glassets sarte, men også sprængfarlige skrøbelighed et fortættet drama om kroppen og psykens fælles sprog.

De helt nye værker i glas er blevet til igennem det seneste halve år på Glas’ eget glasværksted, hvor Tove Storch sammen med museets glaspuster Chris Lowry har testet glassets muligheder og begrænsninger. De mange timer i glasværkstedet har åbnet for nye veje og givet Storch et solidt indblik i glassets natur.

Udstillingen er det første synlige resultat af et nyt samarbejde mellem Glas og den internationale kunstinstitution Art Hub Copenhagen, som under overskriften Liquid Exchange giver en række samtidskunstnere, som ikke tidligere har arbejdet med glas, mulighed for at skabe glasværker og dermed udvide og udvikle deres praksis i en konkret ny retning.

Udstillingen er kurateret af kunstkritiker Maria Kjær Themsen, der også har skrevet udstillingens tekster.

Headerfoto: Kasper Palsnov/Glas

  • Tove Storch (f. 1981) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2007 og har studeret ved Akademie der Bildende Künste i Wien i 2004 og Weissensee Kunsthochschule Berlin i 2006. Hun er blandt andet modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og hendes værker findes i en række offentlige samlinger, blandt andet på Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk, Malmö Museum of Art, Malmø og The Phillips Collection, Washington D.C. Tove Storch bor og arbejder til daglig i København.

  • Gå med på gratis omvisning i udstillingen på nedenstående datoer. Alle er velkomne og der er ikke tilmelding.

    Søndag 8. december kl. 14

    Fredag 27. december kl. 14

    Søndag 12. januar kl. 14

    Søndag 9. februar kl. 14

    Torsdag 13. februar kl. 14

    Søndag 2. marts kl. 14

    På omvisningen kommer du også gennem udstillingen 無常 When You Lose Control.

  • Udstillingen er en del af Liquid Exchange; en udstillingsserie og et samarbejde mellem Glas og Art Hub Copenhagen, som over fire år (2024-2027) inviterer en række kunstnere til at undersøge glas som kunstnerisk materiale og vise resultatet i en årlig udstilling. Ambitionen er at give samtidskunstnere mulighed for at skabe værker i glas for første gang og dermed tage helt nye skridt i deres kunstneriske arbejde. Liquid Exchange-samarbejdet er opkaldt efter glassets flydende natur og peger desuden på, at Glas og Art Hub Copenhagen i løbet af de fire år vil have fokus på udveksling og eksperimenter på tværs af institutioner og kunstnere. Tove Storch er den første kunstner i Liquid Exchange-serien.

  • Art Hub Copenhagen (AHC) er en international kunstinstitution, som har til formål at støtte og fremme kunstnere, kvalificere den offentlige samtale om kunstnerisk praksis og styrke kunstnerens stemme i samfundet. AHC er en selvstændig institution med egen bestyrelse, initieret og stiftet af Bikubenfonden i 2018.

  • 23.10. 2024 – 09.03. 2025

  • Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

    Det Obelske Familiefond

    Dinesen

    Knud Højgaards Fond

    Kvadrat

    Lemvigh-Müller Fonden

    Ny Carlsbergfondet

    Statens Kunstfond